Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu

Enklere priser i kollektiv transport rullet ud på Sjælland i nat

15. jan 2017 kl. 12:00
DSB, Metroselskabet og Movia gennemførte i nat en af de største reformer af priserne i kollektiv transport på Sjælland siden 1970’erne. Det skete mellem kl. 24.00 og kl. 6.00, da en lang række store it-systemer, salgskanaler og billetprodukter fra de tre trafikselskaber blev samstemt til de nye priser – Takst Sjælland.
Fra midnat og frem til kl. 06 har trafikselskabernes salgssystemer været ude af drift i kortere eller længere perioder. Medarbejderne i bus, tog og metro har været informeret om at sikre, at ingen kunder uretmæssigt får kontrolafgift, hvis de ikke har haft mulighed for at købe billet.

”Implementeringen af de nye takster er nu gennemført”, oplyser centerchef i Movia, Eskil Thuesen, på vegne af DSB, Metroselskabet og Movia: ”Vi har fået kritik for uoverskuelige priser og rabatter. Nu har vi samlet Sjælland i ét stort pendlingsområde og rettet priserne ud på tværs af bus, tog og metro, så rejsekortet altid er billigere end enkeltbilletten, og så der er sammenhæng mellem prisen på rejsekort og periodekort”.

Selskaberne overvåger den tekniske udrulning i løbet af søndagen og de kommende to uger for at sikre en smidig indfasning af de nye og enklere takster. Kunder kan få mere info på dinoffentligetransport.dk eller ved at ringe til DOT kundeservice på 70 15 70 00.

Kontakt
Movia presse og kommunikation: Tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk
DSB Kommunikation: Tlf.: 24 68 00 00
Metroselskabets Kommunikationsafdeling: Tlf.: 72 42 49 01


Baggrund
Med takstreformen bliver principperne enklere:
  • Der er sammenhæng mellem pris og antal zoner
  • Rejsekortet er altid billigere end enkeltbilletten
  • Der er sammenhæng mellem pris på rejsekort og periodekort
  • Man får 20 pct. rabat på rejsekortrejser uden for myldretiden på hele Sjælland.
Takst Sjælland samler Sjælland i ét stort pendlingsområde og vil, når reformen er fuldt gennemført, omfatte 300 mio. rejser, svarende til 70 pct. af alle rejser i den kollektive transport i Danmark. Reformen gennemføres i tæt samarbejde mellem DSB, Metroselskabet og Movia og har opbakning fra et bredt flertal af Folketingets transportordførere.