Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Vær opmærksom på, at der kan forekomme svindel LÆS MERE Ikon titel

Rejsekorts svar på kritikpunkter fra DR Kontant den 19/02-2013

26. feb 2013 kl. 10:57
I forlængelse af DR Kontants udsendelse om Rejsekort 19. februar 2013 har DR Nyheder stillet en række spørgsmål til Rejsekort A/S. Spørgsmålene og Rejsekorts svar følger her:

1) Selvom man tjekker ud, og standeren på stationen viser ”ok”, viser det sig nogle gange, at man alligevel ikke er tjekket ud af systemet, og derfor trækkes 50 kroner.

Svar:
Hvis Check ud-kortlæseren har vist ”Ok”, er der afregnet korrekt på Rejsekort. Kortlæseren kan kun afgive den bekræftende ”ding”-lyd og vise et tilhørende ”OK” på skærmen, hvis chippen i Rejsekort er opdateret, og rejsen er korrekt afsluttet og afregnet. Det sikres ved, at udstyret først læser Rejsekort, derefter beregner prisen for til sidste at skrive den nye saldo på Rejsekort. Først, når det er bekræftet, at alle data er skrevet korrekt, vises et ”Ok” på kortlæserens skærm og den bekræftende ”ding”-lyd gives. Hvis man fører sit Rejsekort for hurtigt forbi kortlæseren – eller fjerner det for tidligt – afbrydes skrivningen på Rejsekort i utide, og der vises en fejltekst på skærmen samtidig med, at man hører fejllyden ”dong”. Rejsekortudstyret samler alle transaktioner (check ind, check ud, tank-op) op og sender dem til et centralt system, der bl.a. bruges til at vise kunden hans/hendes rejser på selvbetjeningen. I det centrale system afsløres det også, hvis en transaktion forsvinder undervejs fra udstyret til det centrale IT system.

Læs skærmtekster og hør lydene for check ind og check ud her.


2) Det er ikke muligt at få en kvittering for rejsen, så man kan bevise, at man er tjekket ud.

Svar:
Nej, man får ikke en fysisk kvittering, og det er forbrugermyndighederne indforstået med. Men på enhver Metro eller DSB-station står en rejsekortautomat, der kan vise data på Rejsekort, herunder også det seneste check ind eller check ud. For at sikre, at man har checket ud, kan man enten: a) Lægge sit kort på rejsekortautomaten og klikke på ”Se rejsehistorik”. Nu vises de seneste fem rej-ser. b) Forsøge at checke ud igen på en check ud-kortlæser. Har man allerede checket ud, vil kortlæseren kvittere med fejllyden ”dong” og en besked på skærmen om, at ”Check ind mangler”.

Læs mere om Rejsekortautomaterne her.


3) Rejsekortet registrerer en anden rejse, end den man har foretaget. Typisk sker fejlene i busserne, så man bliver takseret for flere zoner, end man har kørt.

Svar:
Denne type af fejl optræder yderst sjældent og skyldes, at rejsekortudstyret er indstillet til en forkert linje. Oplever man denne type af fejl, skal man kontakte Rejsekort Kundecenter og oplyse om sin rejse, tid og sted for hændelsen, og så kan kundecenteret i rejsekortsystemet se, at rejsekortudstyret har været fejlindstillet, og man vil blive kompenseret. Trafikselskaberne træner og videreuddanner løbende alle medarbejdere i takt med, at rejsekortsystemet bredes ud og videreudvikles.


4) Det er ikke muligt at tjekke ud på busstoppestederne – kun i busserne. Hvis man skal skifte bus, men den næste bus ikke kommer, har man ikke mulighed for at tjekke ud – og trækkes derfor 50 kr.

Svar:
Af hensyn til økonomi, sikkerhed, hærværk o.l. er der ikke stillet kortlæsere op ved stoppestederne. Er man i tvivl om, hvorvidt det er muligt at checke ud i den bus, man skal skifte til, anbefaler Rejsekort og trafikselskaberne, at man checker ud ved hvert skift. Går der mindre end 30 minutter mellem det seneste check ud og det efterfølgende check ind, prissættes den fortsatte rejse som én, samlet rejse.

Se videoen om hvordan du rejser og læs mere her.


5) Det er ikke muligt at oprette et Rejsekort på nettet. Man skal give sine kortoplysninger over telefonen til kundeservice, som derefter opretter ens Rejsekort. Det er utrygt at videregive personlige oplysninger og besværligt at sidde i telefonkø.

Svar:
Det er i langt de fleste tilfælde muligt at bestille et Rejsekort og betale det med sit betalingskort via Inter-nettet. Rejsekort.dk er rejsekorts primære salgskanal, og over 80 pct. af alle Rejsekort bestilles ved selvbetjening på nettet. Personer på 16 år og derover kan bestille Rejsekort Personligt (til voksen eller pensionist) samt Rejsekort Flex (til voksen og barn – samt til cykel og hund ved bagefter permanent at få ændret kundetypen til cykel eller hund).

Enkelte kundetyper skal bestille via et elektronisk onlineskema, hvilket skyldes at der er nogle specielle krav til netop dem. Når der bestilles via det elektroniske onlineskema kræver det, at kunden selv ringer ind med sine betalingsoplysninger. Dette gælder fx et Rejsekort Personligt til et barn, fordi det kræver underskrift af en forælder/værge. Rejsekort personligt til ung er et specielt produkt, som derfor også skal bestilles via skema – det samme gælder pensionister under 65 år. Endelig kan personer, der enten ikke har et betalingskort eller ikke kan/vil bestille på nettet, bruge et elektronisk skema eller få et papirskema tilsendt. Det er altså kun en lille del af kunderne, der ikke har adgang til at bruge det selvbetjente bestillingsforløb.

Der er ingen grund til at føle sig utryg ved at afgive sine personlige oplysninger til Rejsekort Kundecenter. Oplysningerne behandles fortroligt, og modtagne bestillingsskemaer opbevares i brand- og tyverisikrede skabe, indtil oplysningerne er indtastet i rejsekortsystemet. Herefter destrueres skemaerne. Betalingskortoplysninger, som kun må modtages over telefonen og kun på kundens eget initiativ, tastes direkte ind på de sikre betalingssider hos NETS. Hvis kunden skulle kontaktes af Rejsekort Kundecenter, kunne man risikere at opleve ”phishing” , dvs. at fremmede via telefonopkald, søgte at få kunder til at oplyse deres betalingskortoplysninger og derved udsatte sig for risikoen ved svindel. Derfor skal oplysningerne indtelefoneres af kunden. Rejsekort er underlagt Persondataloven, og Rejsekort A/S’ lagring og håndtering af data er under datatilsynets tilsyn.

Læs mere om Rejsekorts beskyttelse af persondata her.


6) Tjek ind og ud standerne er næsten ens, så man kan komme til at tage fejl.

Svar:
Der er lagt et stort arbejde og adskillige brugertest i at udvikle udstyr, der både er brugervenligt og robust mod klima og hærværk – uden at gå på kompromis med traditionen for godt dansk design. Sikkerhedskravene til udstyr på stationer betyder dog, at signalfarverne rød, grøn og hvidt ikke må bruges på udstyrets skærme.

Kortlæserne er dog klart identificeret ved en oplyst tekst på toppen:
  • Et venstrestillet, blåt "Ind" på check-ind-kortlæserne
  • Et højrestillet, orange "Ud" på check-ud-kortlæserne

Rejsekort A/S tager kritikken alvorligt og vil i den nærmeste tid gennemføre forsøg med supplerende afmærkning af kortlæserne for at undersøge, om det gør det lettere for kunderne at identificere og bruge udstyret korrekt. Desuden vil der i højere grad blive gjort opmærksom på, at kortlæserne identificerer sig med en stemme, der siger ”Check ind” eller ”Check ud”, når man lægger hånden på toppen af udstyret.

Læs mere om check ind- og check ud-kortlæsere her.