Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu

Rejsekortsystemet bliver opdateret fredag 31. marts til lørdag 1. april 2017

24. mar 2017 kl. 09:37
Det betyder blandt andet, at selvbetjeningen på rejsekort.dk lukkes i tidsrummet fredag 31. marts kl. 18:00 til lørdag 1. april kl. 11:00.
Rejs som normalt – tank op i god tid Under opdateringen kan rejsekortkunder rejse uden problemer, ligesom kunder med tank-op-aftaler kan få tanket deres Rejsekort op i forbindelse med, at de rejser.

Mens selvbetjeningen er nede
Under lukningen af selvbetjeningen kan kunder uden tank-op-aftale dog hverken tanke op, se deres rejser, bestille eller spærre Rejsekort via rejsekort.dk, ligesom det ikke vil være muligt at tanke op på salgssteder. Kunder uden tank-op-aftale bør derfor sørge for at tanke deres Rejsekort op i god tid før opdateringen, det vil sige senest torsdag 30. marts kl. 16.00, for at være sikre på at have penge på deres Rejsekort til weekendens rejser.

Under opdateringen kan man opleve kortvarige udfald af udstyret på stationer, mens udstyret opdateres. På stationer med flere check ind- og check ud-kortlæsere vil der dog være udstyr i drift gennem hele perioden.

Om systemopdateringen
Opdateringen betyder blandt andet, at systemet bag Rejsekort bliver endnu mere robust og driftssikkert til glæde for de mere end 2 mio. kunder, der bruger Rejsekort i bus, tog og metro. Desuden bliver det med opdateringen muligt at købe enkeltbilletter på Rejsekortautomaterne i Nord- og Midtjylland. Kunderne vil også i ugen op til opdateringen, blive informeret om opdateringen og de forholdsregler, de skal tage, når de logger ind på Selvbetjeningen. Trafikvirksomhedernes medarbejdere vil under opdateringen kunne hjælpe med information og anvisninger.