Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Vær opmærksom på, at der kan forekomme svindel LÆS MERE Ikon titel

Stor tilfredshed med Rejsekort og Rejseplanen er springbræt til ny app

24. jan 2023 kl. 16:50
Tilfredsheden med Rejsekort og Rejseplanen er fortsat stor blandt de rejsende i den kollektive transport i Danmark ifølge kundeundersøgelser for 2022, som Epinion har foretaget. Der er stor tillid til Rejsekort, og det glæder firmaet bag sig over, for de har nemlig et nyt digitalt produkt på trapperne. Appen hedder RejseBillet og forventes klar i slutningen af første kvartal i år.

Rejsekort og Rejseplanen er to stærke produkter, som de fleste rejsende i Danmark bruger. Tre ud af fire af de rejsende i den kollektive transport har et Rejsekort, mens ni ud af ti bruger Rejseplanen i forbindelse med deres rejser.

 

”Vi har to meget stærke produkter, som kunderne kender og bruger flittigt – og de er fortsat meget tilfredse med dem. Driftsstabiliteten på begge produkter er høj, og det ser vi som en af de væsentligste forklaringer på den store tilfredshed, siger Kasper A. Schmidt, adm. direktør hos Rejsekort & Rejseplan A/S.

 

Epinion foretog kundeundersøgelser for både Rejsekort og Rejseplanen i efteråret 2022. 

 

Stor tilfredshed med Rejseplanen

I 2022 blev der i gennemsnit foretaget 1,4 millioner daglige opslag i Rejseplanen. Den samlede tilfredshed med Rejseplanen er høj, og brugernes villighed til at anbefale Rejseplanen til venner og bekendte er steget. Det understreges blandt andet ved, at størstedelen (86 %) af brugerne mener, at Rejseplanen gør det lettere at rejse med kollektiv transport, mens 92 % finder hvad de leder efter på Rejseplanen.

 

Rejsekort gør det lettere at rejse med kollektiv transport

I 2022 var der ca. 3 millioner aktive Rejsekort i Danmark. 80 % af de rejsende synes fortsat, at Rejsekort gør det lettere at rejse med kollektiv transport, dels fordi de kun behøver én billet (Rejsekort), når de rejser – og dels fordi de slipper for at tælle zoner, eftersom Rejsekort selv udregner prisen. Den samlede tilfredshed med Rejsekort er fortsat høj i 2022, og Rejsekortkunderne er villige til at anbefale Rejsekort til familie og venner. 75 % af Rejsekortkunderne har tillid til, at check ind og ud bliver registreret korrekt, mens 77 % har tillid til, at der bliver trukket det korrekte beløb for rejsen.

 

”Kundeundersøgelserne viser, at brugerne har stor tillid til vores produkterog til os som leverandør af produkterne. Anbefalingsvilligheden blandt brugerne er høj, og det er noget, vi har fokus på at opretholde blandt andet via stabil drift og videreudvikling. Vi er meget stolte over den høje andel af danskere, der vil anbefale både Rejsekort og Rejseplanen. Det vidner om, at vi som virksomhed er i stand til at levere stabile og populære produkter,” siger Kasper A. Schmidt, adm. direktør hos Rejsekort & Rejseplan A/S.

 

RejseBilletlandsdækkende billet-app klar til foråret

De seneste år har selskabet bag Rejsekort og Rejseplanen oplevet en øget efterspørgsel på digitale produkter til at understøtte den kollektive transport. Til foråret lancerer selskabet RejseBillet, som er en landsdækkende billetapp. Med RejseBillet kan rejsende med kollektiv transport i Danmark købe enkeltbilletter på tværs af takstområder, transportmidler og regioner. Derudover kan man bruge RejseBillet til sine pendlerprodukter

 

RejseBillet bliver den første app i Danmark, som tilbyder landsdækkende enkeltbilletter og periodekort. Det er første skridt på rejsen mod digitalisering af Rejsekort, og vi ser frem til, at vi kan tilbyde endnu et produkt, som de rejsende med kollektiv transport i Danmark kan få glæde af i deres hverdag,” slutter Kasper A. Schmidt. 

 

Mere information

Epinions undersøgelser af kundernes tilfredshed er tilgængelige: https://www.rejsekort.dk/RKRP/Publikationer

 

Presseansvarlig

For yderligere kommentarer kontakt venligst kundedirektør Jens Willars på mail: presse@rejsekort.dk